1. april har Torben Werenfeldt Hansen været selvstændig i 20 år

HURUP: 1. april kan 38-årige Torben Werenfeldt Hansen fra Hurup fejre 20-års jubilæum med dataforretningen W-Data i Bredgade 141.

W-Data opstod, da den dengang 18-årige Torben Werenfeldt Hansen, der gik på teknisk skoles datamekanikeruddannelse, ikke kunne få en læreplads.

- Problemet var dengang, at datafirmaerne kun ville have uddannede elektronikmekanikere. Og da jeg ikke havde lyst til at gå i skolepraktik, startede jeg for mig selv, fortæller han.

I de første mange år drev han W-Data fra adressen på Ashøjgade, hvor han boede sammen med sine forældre. På den måde var omkostningerne til at overse. Og for at sikre sig økonomisk, tog han et job som pædagogmedhjælper på SFO’en i Hurup.

- Jeg skulle jo lige være sikker på, at det kunne løbe rundt økonomisk, siger han.

Siden er forretningen vokset støt. Torben W. Hansen flyttede et par gange og i 2012 købte han den tidligere radio- og tv-forretnings lokaler i gågaden.

Set i bakspejlet erkender Torben Werenfeldt Hansen, at han havde valgt det helt rigtige tidspunkt til opstart af virksomheden indenfor reparationer og vedligeholdelse af pc’er og udstyr.

Og også fremover vil der være noget at se til, vurderer den 38-årige.

- Jeg tror ikke, at min branche udgår foreløbigt, smiler jubilaren, der har delt sin arbejdsdag op i to dele.

Om formiddagen besøger han kunder, og om eftermiddagen er han i butikken, der kun holder åbent om netop eftermiddagen.

- Det giver af og til udfordringer med at blive færdig ude i byen. Jeg vil nemlig helst passe min butik selv, siger han.

60 procent af kundekredsen er private kunder - resten er erhvervskunder.

W-Data har kunder så langt væk som i Aarhus og Kolding.

W-Data er leveringsdygtig i Acer-computere, Samsung, Brother og meget andet.

20-års dagen vil blive markeret med kaffe og lidt mundgodt på lørdag 30. marts.

I hele april er får kunderne et lod pr. 100 kroner, man har købt for.

Ved den senere lodtrækning er der gevinster for i alt 12.000 kroner, heriblandt en ”Gamer-bærbar” til 6000 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...