På trods af coronaen blev det jul i byen - og næste år vender alle aktiviteterne tilbage, håber man

VESTERVIG: Det populære juleoptog i Vestervig er aflyst i år. Det samme er julemarkedet i Klostermøllen, spejdernes julestue og åbent plejehjem. Men lidt juleri skulle der alligevel være i Vestervig, mente håndværker- og borgeforeningen.

Derfor var der i weekenden juletræs- og pyntegranssalg samt nissemands- og nissekonebesøg på torvet midt i byen. Børnene kunne male birketræsnissemænd, og der vankede en slikpose til alle.

- Det var ikke det samme som juleoptoget og de andre aktiviteter. Men det var det, der var muligt at holde i år, fortæller Lotte Madsen fra håndværker- og borgerforeningen.

- Vi kunne afholde juletræssalget, som ellers plejer at være i møllen, udendørs.

De folk, der trods alt mødte op til de to hyggelige dage, spredte sig godt rundt på torvet, fortæller Lotte Madsen, der selvfølgelig ærgrer sig på byens vegne over, at næsten alle aktiviteter i Vestervig er aflyst i december.

- Men sådan må det være. Så vender vi i stedet tilbage med fuld kraft næste år - håber vi. Med alle de kendte aktiviteter op til jul, lover Lotte Madsen.

Udover mange juletræer blev der også solgt mange ”Vestervig-muleposer”. Et salg, der giver et lille bidrag til håndværker- og borgeforeningens kasse i et indtægtsfattigt år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...