Fin markedsstemning i Bedsted

BEDSTED: Til fredagens by night i Bedsted prøvede arrangørerne for første gang at have aktiviteter på to torve og landevejen imellem.

Både købmandstorvet, byens nye torv og den lukke Morup Møllevej dannede rammen om årets by night, og det var en rigtig god løsning, at holde aktiviteterne samlet midt i byen, fortæller Pernelle Nielsen, næstformand i Bedsted Handelsstandsforening.

- Vi har jo prøvet at holde by night mange steder. Nu har vi så fået pladserne midt i byen til at holde det hele samlet, og det var alle glade for. Og med Morup Møllevej i mellem lukket af, kunne børnene løbe frit rundt mellem torvene, og den opstillede hoppeborg, uden at tænke på bilerne - det virkede bare så godt, lyder det fra Pernelle Nielsen.

Hun fortæller videre, at aftenens grillaften med spidstegt pattegris var helt udsolgt - med 200 deltagere i det store telt foran Spar.

På pladserne var det kræmmere, der var telte fra Sparekassen Vendsyssel og fra Olsens Hjemmeservice.

Ved Olsens Hjemmeservice kunne man få lov at åbne øl med minigraver.

Hele dagen solgte Bedsted IF de kendte velsmagende BIF Thybogriller, som Spar sælger, og donerer fem kroner pr solgt pakke til idrætten i Bedsted.

Også Spikerklubben og Volleyboldklubben havde udstilling.

- En meget vellykket og rigtig godt besøgt by night. Vi er meget tilfredse og er klar igen næste år, lyder det fra Handelsstandsforeningens næstformand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...