FC THY Piger fik medaljer med hjem fra stævne

THY-HANNÆS: Fodboldpigerne fra FC THY Piger er netop vendt hjem fra Prague Spring Cup og det blev til en 3. plads i den stærke turnering.

Efter en række tætte kampe medaljer og pokal til U15-holdet, hvor også U16 pigerne var i ilden.

Mens U16-pigerne med to uafgjorte og et nederlag måtte sande, at fodboldfesten endte der, så gik U15 videre som to’er i deres pulje.

Men da holdet undervejs i de indledende kampe blev ramt af nogle skader, trådte tre U16-spillere til og var med i det endelige slutspil om metallet.

Der skulle nu kæmpes hårdt for medaljerne.

Pigerne mødte dygtige hold. Således endte semifinalen mod et tjekkisk hold uafgjort og skulle afgøres på straffespark. En dyst FC THY Pigerne måtte se sig slået 4-5 i.

Kampen om bronze skulle også afgøres med straffespark. Her spillede FC THY pigerne 0-0 mod et hold fra Midtdjurs.

Men i den efterfølgende skuddyst nettede FC THY fem gange, mens Djurs-mandskabet måtte se et skud taget af målmand Sofie Skadhauge.

Dermed var en flot 3. plads til U15 ved det store, internationale forårsstævne Prague Spring Cup hevet hjem.

Et stævne der begyndte fredag med åbningsceremoni. FC THYs ”Smille”, der er lillesøster til Sofie Kristensen på U15, gik forrest med FC THY Piger-skiltet.

Det blev U15’eren Anna Frank Mitchell, der skulle læse Fair-Play for alle på stadion.

Ud over fodbold i solskin bød turen på masser af hygge, fællesskab og lidt sightseeing. Blandt andet med besøg i koncentrationslejren Theresienstadt og aftengåtur til Karlsbroen i Prag centrum.

Gennem vinteren har alle piger og deres forældre arbejdet for at gøre turen mulig. De har bidraget til at tjene penge gennem forskellige aktiviteter, der blev toppet med en sum penge fra Lions Thylandia.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...