Tour Revanchen finder sted tirsdag aften 30. juli

STRUER: Michael Valgren er snart klar til endnu en Tour rundt i Frankrig.

Allerede to dage efter afslutningen i Paris kan han, Jakobs Fuglsang og Michael Mørkøv opleves i Struer til Tour Revanchen tirsdag aften 30. juli.

De tre Tour stjerner kører gadeløb sammen med en stribe af de hjemlige danske ryttere foran et forventet stort publikum til aftenløbet, hvortil der er gratis adgang.

Struer Kommune og arrangøren forventer 15.000 mennesker til løbet, Tour-stjerner og resten af feltet, som skal køre flere omgange på en kort og intens rute i ”lyd-byens” gader.

Det bliver eneste gang, man kan opleve Jakob Fuglsang køre i Danmark i år og det er en dag, han glæder sig til:

- Uafhængigt af mit resultat ved dette års Tour de France, har 2019 allerede været mit bedste år hidtil i min karriere. Jeg har oplevet en helt fantastisk støtte fra de danske fans og derfor glæder jeg mig også ekstra meget over, at jeg kan være med til at give noget tilbage til dem, når jeg kører mit eneste løb i Danmark ved Le tour Revanchen i Struer. Det bliver en fantastisk dag med masser af feststemning, og så sammen med nogle af mine rigtig gode kammerater og store konkurrenter, det bliver sjovt, siger Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Michael Mørkøv og andre danske og udenlandske tour-ryttere stiller til start sammen med danske amatørryttere.

I alt stiller 50-60 ryttere til start til årets store folke- og cykelfest i Lydens By - her giver Struer Kommune alle en unik mulighed for at opleve verdens bedste ryttere - med gratis adgang langs ruten og masser af underholdning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...