29-årige Simon Olsen er klar til indvielsen af Koldby Entreprenør A/S’ nye domicil på Følhøjvej ved Koldby

KOLDBY: For halvandet år siden gik gravemaskiner i gang med at opføre Koldby Entreprenør A/S nye domicil på Følhøjvej syd for Koldby.

Og selv om bygningen for længst er taget i brug, så sker den officielle indvielse på fredag, hvor entreprenør Simon Olsen byder indenfor.

Siden første spadestik har 29-årige Simon Olsen været på skolebænken og kan nu også kalde sig autoriseret kloakmester.

Simon Olsen har været selvstændig erhvervsdrivende siden han for ni år siden blev udlært som automekaniker hos Thy Autolager i Hørdum.

Og opgaverne har været mange af for den unge entreprenør, der i dag beskæftiger 10 ansatte og råder over otte biler.

- Vi har blandt andet lavet cykelstien mellem Hurup og Bedsted. Vi har arbejdet med Hundborgstenen, ligesom vi har stået for jord- og betonarbejdet ved opførslen af 10 huse i Vildbjerg og anlagt en kunststofbane på 7000 kvadratmeter i Ikast. Vi har et godt samarbejde med Thisted Vand, ligesom vi også har stået for en del nedbrydningsarbejder i Thisted Kommune, fortæller Simon Olsen.

Koldby Entreprenør A/S er efterfølgeren af Vestkystens Entreprenør ApS, der har haft til huse i Hassing.

Simon Olsen har desuden drevet Olsens Hjemmeservice, som han har solgt til sin far Frank Olsen, der kører det videre med base i Hassing.

Byggeriet på Følhøjvej ligger på et areal på 1,2 hektar. Bygningen er på 1000 kvadratmeter og 8,5 meter høj.

Bygningen indeholder opvarmet værksted, maskinhal, kontor og velfærdsrum til virksomhedens ansatte. Udenfor er der oplagring af grus, sand og jord.

Simon Olsens maskinpark tæller gravemaskiner fra ét til 25 tons, og virksomheden betjener privat- og erhvervskunder samt det offentlige.

- Det går fint med at holde virksomheden i gang. Jeg laver for eksempel en del rottespær i folks brønde. Så kan rotterne ikke komme ind i husene. Vi har desuden døgnservice, fortæller Simon Olsen.

Simon Olsen fortæller, at coronaen ikke har betydet det helt store for hans firma.

- Selvfølgelig har der været nogle projekter, der er blevet udsat. Men vi har fået flere private kunder, der gerne ville bruge deres sparede feriepenge på fx. nye fliser, siger Simon Olsen, der betegner sig selv som den lille, store lokale entreprenør.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...