Tømrermester Christian Nørgaard har ansat 20-årige Timothy Hauschildt i Bedstebyg - han er uddannet kok og taler ikke dansk

VESTERVIG: Egentlig havde 66-årige tømrermester Christian Nørgaard fra Vestervig tænkt sig stille og roligt at trappe ned og nyde sit otium.

Men så blev han ringet op af 20-årige Timothy Hauschildt, der netop var flyttet fra Tyskland til Vestervig, og som var på jagt efter et job.

- Min far og min stedmor flyttede til Vestervig for halvanden år siden. Min far har altid sværmet for Sydthy og så flyttede de herop. Jeg kunne ikke følge trop, da jeg lige skulle færdiggøre min kokkeuddannelse i Tyskland. Jeg blev udlært som kok i august og så flyttede jeg til Thy, fortæller Timothy Hauschildt, der er i gang med at lære dansk.

Den 20-årige tysker, der kommer fra byen Owschlag ved Schleswig, havde i begyndelsen håbet at kunne få et job indenfor sit eget fag.

- Men på grund af corona er det småt med jobs i restaurationsbranchen. Jeg kiggede derfor i vejviseren efter virksomheder indenfor byggeri. Idéen var, at jeg kunne lære sproget samtidig med at jeg kunne begå mig som arbejdsmand, fortæller Timothy Hauschildt.

Det første navn i vejviseren, som den 20-årige kontaktede, var Bedstebyg ApS på Strangesensvej i Vestervig, der ejes af Christian Nørgaard.

- Jeg ringede til Christian og præsenterede mig. Han sagde, at han ikke havde et ledigt job, men at han gerne ville hjælpe mig med at kontakte firmaerne i hans netværk.

- Jeg ringede rundt til firmaer i lokalområdet, men de var bange for at ansætte en medarbejder, der ikke kan begå sig på dansk. Så bestemte jeg mig for, at ansætte ham og igen tage flere opgaver ind, fortæller Christian Nørgaard.

Den 20-årige bliver nu sidemandsoplært af den 66-årige. Og selvom kommunikationen foregår på Christian Nørgaards allerbedste skoletysk, så er det meningen, at Timothy Hauschlildt bliver løbende bedre til dansk.

Her i december får Timothy Hauschildt sit cpr.-nummer. Og så går han i gang med at lære dansk på sprogskolen i Thisted.

- Jeg skal lige have lært om et ”d” udtales som ”d”, ”l” eller om det slet ikke udtales, siger han om sine kvaler med det danske sprog ...

Nu skal den 20-årige i gang med at etablere sig i Thy. Og han har en plan.

- Min drøm er at få mit eget hjem, min egen bil og en kone. Og selvfølgelig vil jeg gerne arbejde indenfor mit eget fag på et tidspunkt. Som kok eller som levnedsmiddeltekniker, siger han.

Så nu har Christian Nørgaard en makker og er klar igen til at tage imod opgaver.

Christian Nørgaard fortæller, at han i sin tid valgte navnet Bedstebyg, da han og hustruen blev bedsteforældre for første gang.

Og nu får navnet en ny dimension, når man tænker på aldersforskellen i makkerparret.

Og egentlig kan intet gå galt, især når man tænker på, at Timothy ender på Thy.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...