Folkemusikkoncert i Vestervig-Agger hallen 30. november

VESTERVIG: Det er en international violintrio, som besøger Thy, når Thy Folkemusik i samarbejde med Spillestedet Thy inviterer til koncert i Vestervig-Agger Hallen fredag aften 30. november med 3 Fiddlers, 3 Traditions

Trioen består af danske Kristian Bugge, amerikanske Ruthie Dornfeld og oprindeligt amerikanske Jamie Fox. Jamie Fox og Kristian Bugge er i øvrigt gift med hinanden. Når trioen spiller op, handler det om hvirvlende valse, glade polkaer, groovy jigs, fyrige reels og hæsblæsende hopsaer - nykomponerede numre og gamle dansemelodier, siger Bodil Errebo Nielsen, Skyum, fra Thy Folkemusik.

Ruthie Dornfeld er ekspert i amerikansk old time og spiller dertil et stort repertoire af keltisk og skandinavisk musik. Hun har optrådt og undervist i over 40 år i hele USA samt i Danmark, Irland, Frankrig, Ungarn, Finland, Brasilien og Cuba. Hun har været gæstelærer på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på folkemusikuddannelsen på Det Fynske Konservatorium i Odense, og hun er kendt fra grupper som American Café Orchestra og The Poodles.

Jamie Fox er en af de mest aktive yngre violinspillere inden for métis-traditionen, som er en del af de nordamerikanske indianeres folkemusik. Métis-musikken bygger på rødder fra keltiske, franske og nordiske traditioner, blandet med indianske trommerytmer og stepdans. Jamie Fox er vokset op med violinen og har spillet i og turneret med familiens gruppe The Fox Family.

Kristian Bugge har specialiseret sig i de danske folkemusiktraditioner og er meget aktiv i Danmark, Skandinavien og Nordamerika både som musiker og underviser. Allerede i 2006 modtog han priserne ”Årets folk debut” og ”Årets folk instrumentalist” ved DMA Folk. Siden er han blevet en af de mest prisbelønnede folkemusikere herhjemme med ikke mindre end ni DMA-priser for arbejdet med hans bands og projekter, og han er rigsspillemand - en tradition, der i Danmark først blev indført 2013, mens den i Sverige har eksisteret siden 1933.

De tre har sammen spillet en række koncerter i det vestlige USA og Canada. I februar 2017 var de på deres første turné i Danmark, og trioen og udgav i den forbindelse sin første cd.

Entré til koncerten er 150 kr. og for medlemmer Thy Folkemusik 125 kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...