Frisørelev Eva Moeslund Vangsgaard fik tre 12-taller og et 10-tal i sine specialefag på frisørskolen

HURUP: For den dengang 28-årige Eva Moeslund Vangsgaard gik en længe ventet drøm i opfyldelse, da hun 14. august 2017 startede i mesterlære som frisør hos Rikke Holm Svendsen i Hairstyle i Hurup.

Nu - et år før svendeprøven - er Eva Moeslund Vangsgaard stadig i fuldt vigør. Og ved de seneste prøver på Herningsholm Erhvervsskole fik hun tre 12-taller og et 10-tal.

De flotte karakterer blev tirsdag eftermiddag fejret i salonen, hvor Rikke Holm Svendsen overraskede sin mønsterelev med buket og vingave.

- Jeg var op i specialefag inden for herretrend og dametrend. I dametrend fik jeg to 12-taller, og i herretrend fik jeg ét 12-tal. Den anden prøve i herretrend blev hold som en svendeprøve med tidtagning. Og her glemte jeg to små hår bag ved modellens højre øre. To små elendige hår. Dem glemmer jeg aldrig, konstaterer Eva Moeslund Vangsgaard med glimt i øjet.

Det blev så til 10-tallet.

Eva Moeslund Vangsgaard skal op i svendeprøve til august næste år. Til september i år venter der endnu i skoleophold.

Inden da bliver hendes flotte karakterer fejret i salonen. Rikke Holm Svendsen har nemlig bestemt, at hendes dygtige elev tilbyder 25 pct. i rabat på farvebehandlinger i ugerne 27 og 28.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...