Høj sol og en dejlig brise var lige alfa og omega for deltagerne i søndagens trailløb

JEGINDØ: Høj sol og en dejlig brise var lige alfa og omega for deltagerne i trailløbet som blev afholdt på Jegindø søndag.

Thyholm Løbe- og Cykelklub som er primus motor for løbet havde igen i år gjort klar til sommerens trailløb og vejret artede sig som man kunne ønske.

Man havde mulighed for at vælge mellem 8 km. og 15 km. Ruten på de 15 km foregik langs stranden hele øen rundt og valgte man ruten på 8 km foregik en del langs stranden men også en stor del inde på øen.

Løberne, som havde valgt de 15 km, startede først og efter et kvarters tid var det så afgang for dem på ruten med de 8 km.

Da deltagerne ankom, var der mulighed for lidt socialt samvær før starten for første hold.

Ude på ruterne var der steder hvor man kunne få lidt at drikke og mulighed for et ”pitstop” så man lige kunne få væskebalancen på plads i form af vand og saftevand, og det benyttede de fleste sig af.

Det var meget varmt at løbe turene og det blev ikke bedre ved at der blev løbet meget i sand langs stranden.

Det var ikke blot løbere der deltog.

Nogle havde valgt at køre på deres mountainbike rundt på turene. Alt var vel tilrettelagt og det var gratis og der var ingen tidtagning. Havde man lyst så var der mulighed for at donere en skærv til De Danske Hospitalsklovne som foreningen støtter flere gange om året.

Alle deltagerne fuldførte og efter at være kommet i mål var der kolde drikke og stort kagebord og kaffe som det bare var om at tage for sig af. Ca. 150 deltog i trailløbet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...