Hurup Handelsstandsforening melder om god omsætning i juli

HURUP: Hurup Handelsstandsforening drager et positivt facit over handlen i sommerferien.

- Jeg synes, at vore Store Torvedage og vore musikarrangementer har været velbesøgte. Vi var jo lidt bange for, hvad coronasituationen ville betyde for handelen i byen. Så vi tog vore forholdsregler. Men alle vore medlemmer melder om en god omsætning og ikke mindst om en god tone i byen, fortæller handelsstandsformand Lars Søndergaard Haven.

Af hensyn til coronaen var musikken ved de store torvedage flyttet til et tidligere tidspunkt, ligesom man droppede kaffe- og kagebordet. Fiskefrikadellerne blev desuden udleveret to steder i byen.

- Jeg har ikke mødt nogen utilfredshed. Dog kunne vejret have været bedre. Men alt i alt var handlen i sommerferien bedre, end vi turde håbe på, siger Lars Søndergaard Haven.

Næste store event i handelsstandsens regi bliver i troldens tegn.

- På lørdag 5. september byder vi trolden i Ashøje Plantage velkommen med kaffe og kage på Konditorpladsen. Musikken leveres af Pianomanden alias Karsten Jensen. Og trolden vil helt sikkert følge os resten af året, siger Lars Søndergaard Haven.

Han henviser til den kæmpe skovtrold af genbrugstræ, som kunstneren Thomas Dambo i disse dage er ved at opføre i plantagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...