Kaj Thomsen fra Sjørring tilbyder rådgivning med økonomi og administration

SJØRRING: Kaj Thomsen er en kendt person i Thy. Bankmanden og frivillig-ildsjælen fra Sjørring er fyldt 55. Nu skal der ske noget andet, mens tid er. Bankmanden går derfor solo og starter eget rådgivningsfirma, som også vil hjælpe mindre virksomheder med økonomien.

- Flere mindre virksomheder løber panden mod muren og bruger uhensigtsmæssigt mange ressourcer, når de skal udføre eller have hjælp til økonomiske opgaver. Det vil jeg gerne gøre op med, lyder det fra Kaj Thomsen.

- Når man ejer en lille eller mellemstor virksomhed, kan det være krævende at holde styr på økonomien. Og ofte vil mange virksomhedsejere hellere bruge kræfterne på opgaver, der kan aflæses på bundlinjen, lyder det.

Kaj Thomsen har mere end 35 års erfaring fra bankverdenen og har de seneste knap otte år været afdelingsdirektør i Jyske Bank Thisted.

- Igennem de senere år har jeg fået øjnene op for, at mange små og mellemstore virksomheder bruger unødigt mange ressourcer på økonomiopgaver, som med fordel kan placeres uden for virksomheden. Det er ærgerligt, for det er sjældent, at ejeren både har tid, lyst og kompetencer til at udføre den opgave til fulde, siger Kaj Thomsen.

Den erfarne bankmand tilbyder hjælp til økonomi, strategi og bestyrelsesarbejde. Kunderne vil ikke blot kunne få hjælp med den daglige drift. De vil også kunne få en erfaren sparringspartner, der kan rådgive om fremtidige investeringer og bankforretninger.

- Jeg har fået rigtig god respons på mit nye setup, fordi man som virksomhedsejer kan samle dele af eller hele sin administrative funktion ét sted. Jeg kan bistå med alt fra finansiel rådgivning til strategiske beslutninger, der kræver overblik over økonomien, siger Kaj Thomsen, der bl.a. allerede har hjulpet et lokalt firma i ansættelsen af tre nye medarbejdere.

Kaj Thomsen vil drive firmaet fra bopælen i Sjørring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...