Per Larsen fortæller om sine næsten 40 år i politiet og om kampen mod kræft

THISTED: Der er igen sogneaften i Thisted Kirkecenter onsdag 19. februar - denne gang med Per Larsen, tidligere chefpolitiinspektør i København og nu rådgiver i kriminalitetsforebyggelse og bandekonflikt.

Han betegnes som ”københavner med K” og er glad for fortsat at kunne arbejde for den by, han holder af, selv om han er stoppet ved politiet, hvor han bl.a. 1988-91 stod i spidsen for efterforskningen af Blekingegade-bandesagen og af kriminaliteten i forbindelse med rockerkrigen 1996-97, og han er godt kendt fra medierne. Snart 40 år blev til det ved politiet, og han løfter i foredraget sløret for nogle af de store politiopgaver, han var med til.

2008 måtte han ud i en anderledes kamp - nemlig mod kræft i den ene nyre og senere i binyren. Han nåede begge gange at blive opereret, før kræften havde spredt sig, og også det fortæller han om. 2010 kom han i hovedbestyrelsen for Kræftens Bekæmpelse, året efter som vicepræsident. 2012 blev han formand for Børnerådet.

Der er som altid mulighed for fællesspisning forud for foredraget ved sogneaftener i kirkecentret.

Nærmere på: www.thisted-kirke.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...