I Tvorup Plantage møder børn og voksne drengen Erik, som tager dem med længere ind i skoven, indtil de møder Adina, der bor i skovens skjul

TVORUP: Thy Teater inviterer nu til forestillingen ”Skovsøens hemmelighed”, som har premiere lørdag eftermiddag 24. august - ikke i teaterhuset på Frederikstorv i Thisted, men derimod begynder den på den første p-plads på Egebaksandevej efter Tvorup og fortsætter ind i Tvorup Klitplantage, fortæller teaterchef Niels Vendius. Forestillingen er for dem på fem år og opefter.

- Vi skal møde skoven på en ny måde, hvor teater bliver en del af den levende scenografi, som skovens træer, dufte og lyde udgør. Det bliver en sanselig og anderledes kultur- og naturoplevelse, hvor vi sammen med drengen Erik tager ind i skoven for at finde en magisk skovsø, fortæller Niels Vendius og fortsætter:

- Vi vandrer mellem skovens træer, ad smalle jordstier og over høje bakketoppe, og - dybt inde i skoven - møder vi pigen Adina, der bor i skovens skjul. Hun kender vejen til den magiske skovsø, hvor man kan få opfyldt sine inderste ønsker ...

Thy Teater har selv produceret forestillingen, hvori medvirker Ingrid-Marie Thorlacius og Emil Blak Olsen, mens Laura Madsen både har skrevet manus og instrueret. Frederik Eberhardt har designet lyden, og for teknikken står Cecilie Dalgaard Nielsen og Maria Johanne Christensen.

De øvrige spilledatoer frem mod torsdag 5. september kan ses på teatrets hjemmeside, hvor man også kan finde telefonnummer eller mail til bestilling af billetter: www.thyteater.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...