Klubben har ofte gæster fra Hurup Skole og to sfo-hold fra Tilsted og Østre skoler i Thisted

YDBY: Thy BMX har godt gang i ungdomsarbejdet i klubben i Ydby. Flere end 50 medlemmer træner to gange om ugen i den akrobatiske actionsport på de små hidsige cykler uden gear og sæde.

De mange børn og unge, der har lyst til at prøve BMX i Ydby, har betydet at man skulle bruge nye cykler.

Klubben har derfor ansøgt og fået bevilget 36.000 kr. fra Thy-Mors Energi, og de er investeret i ni Chase BMX-cykler og -udstyr.

- Det har haft en meget stor betydning for vores klub. Vi har nu fået ni nye cykler og tilhørende hjelme, som de nye medlemmer får at køre på. En investering, vi ellers aldrig ville have kunnet gøre. Det hjælper meget, når vi skal have nye medlemmer ind i sporten, at vi kan tilbyde materiel, så man nemt kan komme i gang, fortæller formand for Thy BMX Poul Hansen, og fortsætter:

- Vi har indkøbt de nye cykler i børnestørrelser, og de er alle ude at køre flere gange i ugen. De afløser nogle gamle cykler, vi reparerede på i én uendelighed, og sponsoratet fra Thy-Mors Energi har betydet at, de børn, der endnu ikke har købt deres egne cykler, får en større oplevelse, når de starter i sporten med noget ordentligt grej at køre på.

Cyklerne bliver også brugt af de gæster, man ofte har - Hurup Skole og to sfo-hold fra Tilsted og Østre skoler i Thisted.

Thy BMX træner hver mandag og torsdag, og der er stadig plads til medlemmer i alle aldre på den fine puklede bane lige ud mod hovedvejen, som man kan se, når man kører ind i Ydby fra nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...