Besøg skal dog fortsat aftales på forhånd, ligesom retningslinjer - både generelle og lokale - skal overholdes

THY-HANNÆS: Fra torsdag morgen 2. juli åbner Thisted Kommune igen - i stil med resten af landet - for indendørs besøg på kommunens plejecentre. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Beslutningen følger af Sundheds- og Ældreministeriet lempelse af restriktioner og forbud i den såkaldte fase 2 af genåbningen af samfundet efter nedlukningen i marts som følge af coronakrisen:

- Det glæder mig, at vi nu åbner helt op for besøg igen på vores kommunale plejecentre. Selv om vi i lang tid har tilbudt både videomøder og i den seneste tid også udendørs besøg i pavilloner og lign., er der nogle af vores borgere, der stadig har savnet at kunne tage imod pårørende i deres egne lejligheder. Det giver alt andet lige en lidt større følelse af privatliv. Det kan de nu igen, siger Ida Pedersen, der er formand (S) for Thisted Kommunalbestyrelses social- og sundhedsudvalget.

Der dog fortsat en række restriktioner og hensyn, der skal tages til de sundhedsfaglige retningslinjer. Man skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer og eventuelle retningslinjer, der er indført på det enkelte plejecenter, fremgår det. Og besøg skal fortsat aftales med personalet på forhånd:

- Vi er jo stadig i den situation, at coronasmittefaren er en udfordring for vores samfund. Det har vi set for nylig, hvor smitten igen spredte sig, eksempelvis i Hjørring, og derfor anvender vort personale fortsat værnemidler, ligesom vi skal efterleve retningslinjer og anbefalinger, forklarer Tue von Påhlman, der er direktør i Thisted Kommune for social- og sundhedsområdet.

I Thisted Kommune har der, siden coronapandemien startede i marts, været et lavt antal af smittede. I den forgangne uge kunne man derfor også åbne for indendørs besøg på kommunens bosteder og i bofællesskaberne på socialområdet:

- Selv om vi nu har åbnet for indendørs besøg, både på socialområdet og på plejecentrene, håber vi naturligvis på, at antallet af smittede forbliver lavt. Det er netop derfor, at vi holder fast i retningslinjer og værnemidler og i, at besøg skal aftales på forhånd, så personalet er forberedt, siger Tue von Påhlman og tilføjer:

- Derfor håber vi naturligvis også på, at besøgende vil huske at overholde de forskellige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om at holde afstand, spritte af m.v.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...