Mad ud af huset sælger godt i Vestervig

VESTERVIG: Mad ud af huset er blevet redningen for mange restauranter.

En mulighed for at holde forretningen i gang og overleve coronaen.

En af dem er Thinghuskroen i Vestervig.

Her ryger der portioner af husets retter ud i et tempo og i et omfang, der selv er kommet bag på indehaverparret Lone og Brian Lauridsen.

- Vi var hurtige klar med take-away menuerne, da beskeden om nedlukning kom 11. marts. Og folk var faktisk gode til at bestille fra dag ét. Måske fordi vi har menuer i meget forskellige prisklasser.

Eksempelvis fra 65 kroner for en gang gammeldags kylling torsdag, en stor hakkebøf med tilbehør for 75 kroner fredag. En wienerschnitzel med alt hvad der hører til og citronfromage for kun 149 om lørdagen. Og endelig vores burgersucces om søndagen til 95 kroner, fortæller Brian Lauridsen.

Bestillingerne blev flere dag for dag. Men det var helt vildt i påsken.

- Her leverede vi 650 portioner ud over fem dage. Og i sidste weekend blev det til 440 kuverter. Mad ud af huset er positivt og rigtig vigtigt for kroen. Vi kan ikke leve af at sælge take-away. Men vi kan drive kroen videre, indtil vi kan tage gæsterne ind igen, lyder det fra kro-parret, for hvem det ikke kun handler om et godt salg af retter ud af huset, i en tid, hvor omsætningen skal bygges op på en ny måde.

- Vi holder kontakten til vore kunder på denne måde. Jeg er sikker på, at gjorde vi ingenting, så ville vi blive glemt i løbet af 14 dage. På denne måde kan vi stadig servicere vore kunder, siger Brian Lauridsen.

Corona-situationen har været træls, men også innovativ for kroen midt i Vestervig.

En påskeplatte blev så stor en succes, at den nu er blevet en del af menuen. Nu med et par ændringer hedder den Kroplatten, og er populær.

Take-away har også den fordel, at der er færre omkostninger ved, at maden ikke skal serveres indendørs i resturanten.

- Selv om vi naturligvis helst ville have gæsterne inde i huset, så koster det meget mindre i opvask, vask og løn, når maden leveres ud af huset. Til gengæld så har vi ikke salget af drikkevarer, siger Brian Lauridsen.

Coronaen har haft en anden negativ konsekvens for et spise og feststed som Thinghuskroen.

Festerne er blevet aflyst eller flyttet til ud i fremtiden.

- Vi har været nødt til at sige farvel og måske på gensyn til 1,2 mio. kroner i fester i salen. Vi håber naturligvis at festerne alligevel bliver holdt hos os i en eller anden form , siger Brian Lauridsen.

- Men alt i alt klager vi ikke. Med støttepakken fra staten og den flotte opbakning til vores take away - skal vi nok klare den. Vi er meget taknemmelige for støtten fra vores kunder. Jeg tror endda på, at mad afhentet kan blive en ny vigtig ny forretning når coronaen er fortid. Men det må tiden vise, siger Brian Lauridsen, hvis telefon ofte giver en lyd - nu er en ny bestilling kommet ind på take-away.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...