Ole Iversen
Et stort korps af frivillige indsamlere er klar i Sydthy den 7. oktober. Blandt dem er, (fra venstre): Bodil Hilligsøe, Else Olsen, Kirstine Christensen og Bente Vestergaard. Privatfoto

Søndag 7. oktober er Sydthy Røde Kors atter rundt med raslebøsserne

HURUP: Søndag 7. oktober er Røde Kors rundt ved de danske døre, for at samle ind til den store landsindsamling 2018.

Sidste år blev der samlet 18,4 mio. kroner ind.

I Sydthy er man med helt fremme, når raslebøtterne er talt op. De senere år har indsamlingen givet omkring 67-70.000 kroner.

- Det er der grund til at være stolte over, siger Bodil Hilligsøe, for det er faktisk vildt flot, når man tager befolkningstallet i betragtning.

- Det skyldes ikke mindst, at vi har et trofast korps af fantastiske mennesker, der bare melder sig år efter år som indsamlere. ?- Selv om vi godt kan bruge et par indsamlere mere i år, så er vi så godt med, at vi har 67 af 70 ruter i Sydthy dækket ind, siger Bodil Hilligsøe, der er formand for indsamlingsudvalget.

Hun fortæller, at hjælperne kommer forbi den 7. oktober i tidsrummet mellem ca. 10 og 14. Er man ikke hjemme, så kan man give et bidrag via kreditkort eller Mobile Pay.

- Man kan selvfølgelig også støtte Røde Kors ved at handle i vores butik i Hurup, eller donere ting og sager til butikken, siger Bodil Hilligsøe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...