Corona-betinget bliver der ikke nogen motionstur i Hvidbjerg v. Aa Plantage anden juledag

SVANKJÆR: Sydthy Fodslaw må med beklagelse meddele, at den traditionsrige julemotionstur fra opsynsboligen i Hvidbjerg v. Aa Plantage ved Svankjær anden juledag er aflyst.

- Aflysningen sker som så meget andet i denne svære coronatid. Sidste år havde vi besøg af 156 friske deltagere, hvilke vi jo også i år havde håbet at byde velkommen, siger kasserer i Sydthy Fodslaw, Jenny Kobberø.

Hovedforeningen Fodslaw har i år kunnet fejre sit 50 års jubilæum, samtidig med at Sydthy kunne fejre sit 40 års jubilæum.

- Således er det 41. gang, at der ville være arrangeret julemotion i Sydthy, men vi håber at komme stærkt tilbage 6. marts 2021, hvor vi afholder Flade Sø Rundt, hvor alle er meget velkomne. Det er de selvfølgelig også anden juledag 2021, siger Jenny Kobberø.

Sydthy Fodslaw er en lille lokalforening på 46 medlemmer ud af landsforeningens godt 4000.

- Foreningen håber, at alle alligevel kan finde følgeskab med et par stykker til nogle raske traveture, og at vi måske ses engang i 2021, siger Jenny Kobberø.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...