”Paa Valsen” spilles fredag 11. og lørdag den 12. januar på Bedsted Skole

SVANKJÆR: I Svankjær området lever dilettant-traditionen i bedste velgående.

Ved sidste års forestilling, der var den 29. i rækken, blev der spillet lokalt teater for 300 gæster.

Dengang var det en komedie der trak fulde huse. I år er det en noget større opgave dilettant-holdet fra Svankjær og Omegns Beboerforening har påtaget sig, og der venter publikum er oplevelse, der er mere end en komedie, fortæller instruktør Peder Overgaard.

Han har valgt årets skuespil ”Paa Valsen”.

Paa Valsen går i ikke mindre end fem akter, og er ”meget mere end kun en komedie”, lyder det fra instruktøren, der fortsætter: stykket foregår i 1930´erne, og selv om det er for længe siden, så får man en masse at tænke over, når man ser stykket. For de problemer der var dengang, kan man sagtens spejle sig i i dag.

Paa Valsen foregår på en mindre maskinfabrik med få arbejdere et sted mellem 1930 og 1940. Tiderne er sløje og der må af og til fyres folk. Livet følges på og omkring maskinværkstedet og ikke mindst når den unge mand, som fabrikantens datter er forelsket i, skal på valsen.

Der er dagligdagsproblemer med alkohol og kærlighed. Der er endda dødsfald på scenen. Men også en del at grine af i stykket, som har en herlig morale, der også gælder i dag.

Svankjær Dilettanterne spiller ”Paa Valsen” fredag 11. og lørdag den 12. januar på Bedsted Skole.

Tekst og foto: Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...