Thyholm Løbeklub holdt atter sit årlige trailløb med start fra Havnen i Oddesund

ODDESUND: Traditionen tro afholdt Thyholm Løbeklub atter det årlige trailløb, med start fra Havnen i Oddesund.

Løbet startede præcis kl. 10 hvor løbeklubbens formand, Steen Mogensen fortalte om løbet, hvor man kunne vælge mellem 8 km. og 13 km.

Der var så lavet en lille smutvej hvor man kunne spare en km. Det indebar at ville man spare den ene km. skulle man ud på odden ved Æ’ Høl og fra spidsen løbe/gå gennem vandet over til fastlandet til cykelstien som går mellem Oddesund og den lille skov nord for Oddesund. Der er ikke særlig dybt på det sted der skulle forceres, men de som valgte den rute fik i hvert fald våde fødder og bukser et godt stykke op ad benene. Foruden de mange løbere, var der også nogle som begav sig ud på ruten på mountainbike. De fravalgte så ruten gennem vandet og kørte turen på landjorden.

Vejret kunne man ikke forlange bedre til arrangementet, hvor solen indimellem kikkede igennem skylaget og alle deltagerne mødte op med ”gå-på-mod” og godt humør. Der blev løbet både 8 og 13 km, og alle gennemførte.

I den store røde hal på havnen var der arrangeret varme og kolde drikke, lækkert brød, chokolade etc. som man kunne nyde når man var kommet i mål, ja endda en lille en til halsen var der mulighed for.

Løbet var ikke en konkurrence og krævede ingen tilmelding. Det var bare med at møde op - vælge den rute man ønskede - og så ellers tage den i det tempo man havde det bedst med. Thyholm Løbeklub er efterhånden blevet kendt vidt omkring og det vidner det også om hvis man ser på hvor deltagerne kom fra. Der var deltagere bosiddende i bl.a. Lemvig Kommune, Struer Kommune, Holstebro Kommune samt Thisted Kommune. Løbet blev afviklet med stor succes hvor omkring 250 personer deltog.

:/Hans.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...