På samme måde som de særlige linjer for teater- og musikinteresserede kan ny elever tage idræt på B-niveau

NYKØBING: Efter sommerferien slår Morsø Gymnasium dørene op for et helt nyt tilbud - SportX - fortæller rektor Kurt Sonne Thomsen i en pressemeddelelse:

- Vi har faciliteterne og kompetencerne til at give de unge muligheden for at tage en ungdomsuddannelse, hvor de samtidig kan dyrke en masse sport, så hvorfor ikke udnytte dem, forklarer han.

Med det ny tiltag får eleverne meget mere idrætsundervisning på skemaet, og de afslutter deres ungdomsuddannelse med idræt på B-niveau.

SportX er tiltænkt de unge, der dyrker sport i deres fritid og gerne vil have idræt til at være en central del af deres ungdomsuddannelse. Tilbuddet er både til elever, der dyrker sport på et højt niveau, og til dem, der bare godt kan lide at dyrke idræt i deres fritid:

- Vi kan se, det styrker de unge at være en del af et interessefællesskab. Vi har andre spændende tilbud som musik og dramatik, og nu går vi efter at give de sportsinteresserede unge muligheden for samme fællesskab, siger idrætslærer Jesper Kjær Nannerup.

Den ekstra undervisning kommer bl.a. til at bestå af en række mindre ekskursioner, hvor eleverne skal prøve kræfter med f.eks. klatring, surfing og mountainbike. Der vil være mulighed for at deltage i skolens årlige skitur allerede fra 1.g, og der tilbydes ture til forskellige sportsevents. Der vil desuden blive arbejdet med test af fysisk kapacitet, og der vil være råd og vejledning, så eleverne har de bedste forudsætninger for at udvikle sig inden for deres egen sport.

Tilbuddet gælder allerede for de elever, der begynder efter sommerferien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...