Tredje runde blev spillet søndag på Bedsted Stadion, og der er lagt op til en hårfin afgørelse tirsdag aften

BEDSTED: Søndag 2. august blev den tredje og næstsidste runde i årets Thy Mesterskab i fodbold spillet på Bedsted Stadion, som midlertidig lægger græs til den populære turnering for Thys bedste fodboldmandskaber.

Søndag eftermiddag var alle otte hold i aktion.

Resultatet af A-rækken blev: Thisted FC-Hanstholm IF 3-2 og Nordvestmors- HVA Sydthy (Hurup, Vestervig, Agger, red.) 3-2.

Det betyder, at der venter publikum en spændene sidste spillerunde, hvor situationen er den, at Thisted ligger godt til at vinde Thy-mesterskabet.

Her skal Thisted FC møde Nordvestmors, mens Hanstholm og HV Sydthy mødes. Begge kampe spilles tirsdag 4. august kl. 19.45.

Men det kræver mindst uafgjort for TFC mod Nordvestmors. Taber Thisted FC til Nordvestmors, og Hanstholm vinder sin kamp mod HVA Sydthy, så kan tre hold Thisted, Nordvestmors og Hanstholm ende på seks point, og i så fald skal der kigges på point i indbyrdes kampe, måldifferencer og flest scorede mål.

I B-rækken endte søndagens kampe således: Sjørring B-FS Midthy 1-3 og Nors BK-Frøstrup-Hannæs-Nordthy 3-1.

B-finalen tirsdag kl. 18.00 bliver mellem Koldby-Hørdum og FS Midtthy. Sidstnævne vandt i øvrigt finalepladsen ved lodtrækning over Klitmøller IF.

Der spilles ikke kun om æren i TM 2020, men også om en præmiesum på i alt 5000 kr., der er sponseret af Nordjyske Medier og Andelskassen.

Der er gratis adgang til kampene på Bedsted Stadion.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...