I omegnen af 140 voksne og børn deltog, da børnehuset Skattekistens forældreråd åbnede "lågen" til årets populære sommerfest.

Deltagerne blev trakteret med et overdådigt kagebord, som var lavet af frivillige forældre inden det gik løs med popcorn og Slush-ice i lange baner.

- Sommerfesten er et årligt samlingspunkt for børnene i Skattekisten og deres familier, og er med til at styrke relationerne mellem børnene, der både i dagene op til og dagene efter taler spændt om festen, siger formand for Skattekistens forældreråd, Michael Kyndi.

- Derudover er det en oplagt mulighed for forældrene til at opleve børnene i deres daglige element, mens de tumler på den store, indbydende legeplads.

Blandt eftermiddagens aktiviteter var amerikansk lotteri med et væld af sponsorgaver fra lokale butikker og forretningsdrivende.

- Det er fantastisk med sådan en opbakning til vores sommerfest. Vi er meget taknemmelige både for de mange deltagende og for at børnehaven stiller rammerne til rådighed, så børnene virkelig er på hjemmebane, og ikke mindst til de lokale erhvervsfolk både i Hurup og Thisted som på overvældende vis har bidraget til aftenen på den ene eller anden måde, siger han.

Aftenen blev rundet af med maner, da Hurup Brandvæsen, til stor glæde for både børn og voksne, rykkede ind med fuld udrykning og åbnede for vandslangerne, så børnene kunne få lov at være brandmand for en stund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...