For 15. gang var der julecafé med Gårdsangerne fra Thy

HURUP: Søndag 24. november gik det atter løs på Hotel Thinggaard i Hurup.

Efter det er 15. gang Gårdsangerne fra Thy, i samarbejde med Hotel Thinggaard står bag - må man vel godt sige at det er traditionen tro.

Man havde som noget nyt valgt at der skulle være to afdelinger med fællessang, hvor temaet var ”Syng dig glad”.

Det foregik sammen med kirkemusiker Alex Carving Ahn. Han er netop flyttet til Hurup sammen med sin kæreste Marlene Løbner Kjær.

Man kunne vælge mellem kl. 12 og kl. 18.

På begge tidspunkter startede man med lækker mad, hvor drikkevarer kunne tilkøbes.

Da alle var blevet mæt ønskede Michael Thinggaard alle en go’ og hyggelig aften, og så var det blevet tid til fællessang.

Det stod Alex Carving Ahn og hans forlovede Marlene Løbner Kjær for.

Marlene fik alle op af stolene og så stod den på opvarmning før fællessangen startede - ”Arme bøj,- arme stræk” osv.

Alex og Marlene lagde ud med ”Der er noget i luften”, ”Nu tændes tusind julelys”, ”Julen har bragt” samt ”Den nat af alle nætter” og mange flere dejlige julesange.

Jo der blev bestemt julestemning og det blev ikke ringere af den smukke sangstemme Marlene leverede.

Efter fællessangen blev der en lille pause hvor man kunne strække benene og Gårdsangerne kunne få ”ommøbleret” scenen og få deres grej på plads.

Da publikum atter havde fundet deres pladser forklarede Anne Alstrup hvad der nu skulle ske, og så tog Gårdsangerne over, hvor bl.a. melodien” Frøken Johansson” blev fremført af en særdeles nydelig cafetjener i flotteste skrud.

Herefter var det ”Åh! Marie a’ vil’ hjem te’ dæ’ ” , ”Jeg er sigøjner” og flere andre skønne og festlige melodier. Herefter var der kaffepause. Efter pausen var det igen på skift Alex og Marlene og Gårdsangerne.

En fantastisk hyggelig aften der virkelig osede af jul hvor alle solister og musikere gjorde det godt for de ca. 150 fremmødte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...