Medlemmer af Morsø Slægtshistoriske Forening rådgiver om søgning og bistår med at finde oplysninger

NYKØBING: I vinterferien er Morsø Slægtshistoriske Forening gået sammen med Morsø Lokalhistoriske Arkiv om at holde ekstra åbent, fortæller formand Randi Ottosen. Onsdag 12. februar er der åbent i arkivet på Dueholm Kloster i Munkegade i Nykøbing både om formiddagen og om aftenen.

Her bistår medlemmer af foreningen interesserede i arbejdet, og det er også muligt at få hjælp på både engelsk og tysk, hvis man er udefra, måske med aner på Mors, som er på besøg på øen.

Ellers er foreningen godt i gang med aktiviteterne i det ny år.

Der holdes ”erindringsværksted” på arkivet om formiddagen onsdagene 5. og 19. februar samt 4., 18. og 25. marts. Udover 12. februar er der også ”slægtscafé” på arkivet om aftenen onsdag 11. marts.

Det er ikke kun de lokale arkiver, man har adgang til, da det foregår på computer og internet, siger Randi Ottesen.

Onsdag aften 26. februar har foreningen generalforsamling på Morsø Folkebibliotek i Holgersgade i Nykøbing, og i den forbindelse er der foredrag om ”Slægtsforskning anno 2020” ved slægtsforsker Kirsten Sanders, Øster Assels.

Nærmere på: www.slaegt.dk/mors.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...