En thorshane havde blandet sig med mågerne

THYHOLM: Fotograf Karen Thomsen fra Thyholm var onsdag på fotojagt efter stormen.

Det blev til billeder taget blandt andet ved den afspærrede og ofte oversvømmede Røjensø Odde.

Her havde flere biler samlet sig for at se vand - næsten overalt, trods vinden havde lagt sig.

Karen Thomsen tog en stribe billeder af måger, der var helt tilfreds med den megen vand. Da fotografen kom hjem og fik kigget billederne igennem på computeren, opdagede hun på nogle af billederne en ”mini-måge” - som slet ikke var en måge.

Det var i stedet en sjælden gæst fra det højarktiske - en Thorshane, som havde blandet sig med mågerne, som Karen Thomsen ved et tilfælde fik taget billeder af.

Thorshanen ligner måske en lille måge. Men den er faktisk en sneppe - der svømmer. At den ikke tilhører mågefamilien kan man blandt andet se på det spidse næb som den bruger til at plukke insekter, larver, mindre krebsdyr, plankton og småfisk fra overfladen.

Thorshanen yngler i fjeld, tundre og kystområder på Island, Svalbard og Grønland samt Nordøstsibirien, Alaska og Canada.

I Danmark optræder thorshanen som en meget sjælden gæst - især om efteråret og vinteren ved den jyske vestkyst.

Der er i øvrigt det specielle ved thorshanen at det er hunnen der har den flotte fjerdragt - i modsætning til langt de fleste fugle.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...