Tirsdag sluttede en epoke, da supermarkedet lukkede efter 25 år i Hurup

HURUP: Tirsdag var sidste åbningsdag hos MENY i Hurup. Efter 14 dages udsalg, med stigende rabatter som dagene gik, var supermarkedet ved at være tømt. Varerne var væk og det samme var kunderne.

Mellem de tomme hylder gik nogle enkelte på jagt efter de sidste vare-rester der var tilbage. Det blev solgt med 70 procents rabat.

Nogle medarbejdere ekspederede de enkelte kunder der trods alt var. For andre medarbejdere, som havde fundet nyt arbejde, var det dagen at sige farvel til kollegaerne. Morgenen blev indledt med rundstykker med det hele til alle medarbejderne.

- Det er vemodigt. For det er en lang rejse der nu er slut. 25 gode år med tre udvidelser og mange glade kunder. Også en epoke der er slut for Hurup, lød det fra daglig leder Henrik Nørmølle, og fortsætter:

- Slut med en butik, hvor barren var sat højt, med 10.000 forskellige varer og en stor slagter og deli-afdeling. Nu er tiden til andre dagligvarebutikker med omkring 3000 varer på hylderne.

- Heldigvis for Hurup er der stadig en slagter i byen, siger Henrik Nørmølle, der fra 1. juni overtager halvdelen af Hurup Slagter.

Nu går arbejdet i gang med at gøre klar til en Netto kan åbne på stedet.

10 medarbejdere bliver tilbage i maj måned, hvor der skal ryddes op og gøres klar til de nye ejere kommer.

Alt inventaret fra MENY skal sælges på auktion. Det sker på nettet hos Campen Auktioner medio maj.

Medarbejderne bliver spredt for alle vinde. De fleste har fået andet arbejde, læreplads eller skal skal på skolebænken.

Salling Group, der ejer Netto-kæden oplyser, at man ikke den præcise dato for åbningen endnu.

- Vi mangler stadig den endelige byggetilladelse fra kommunen, men vi forventer at være klar til åbning i slutningen af 2019, fortæller Emmelie Christensen fra Salling Groups kommunikationsafdeling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...