75 hyggede sig med Søndersognenes Borgerforening på Søndbjerg Strand

SØNDBJERG: Søndersognenes Borgerforening som omhandler Søndbjerg, Uglev, Odby og Serup afholdt atter i år sankthansfest på Søndbjerg Strand, som man har gjort gennem rigtig mange år.

Søndbjerg- og Serup Strand er jo som bekendt feriehusområder, hvorfra rigtig mange feriehusejere deltager i sankthansfesten, som efterhånden er blevet en tradition.

Festen er offentlig, så det er bare om at møde op.

Bålet var gjort klar på en flydeponton på vandet, og først på aftenen begyndte folk at ankomme.

Præcis kl. 20.30 bød formanden for Søndersognenes Borgerforening alle velkommen.

Herefter blev bålet tændt, og man sang Holger Drachmanns ”Vi elsker vort land” med melodi af P. E. Lange-Müller.

Båltaleren i år var Søren Rårup fra Geopark Vestjylland.

Søren Rårup indledte talen med at berette om heksene og hvor det oprindelig stammer fra.

Man mener at det i sin tid er opstået gennem nogle tyske håndværkere. Herefter fortalte Søren Rårup om Geopark Vestjylland som er et samarbejde mellem Lemvig, Struer og Holstebro kommuner som består af 48 primære geologiske steder. Efter båltalen var det ”Thyholmersangen” med tekst af Bodil Vestergaard og melodi af Inger Lauritzen.

Sluttelig var det ”Danmark, nu blunder den lyse nat” hvor teksten er af Thøger Larsen og melodi af Oluf Ring.

Ca. 75 havde valgt at hygge sig ved sankthansfesten ved Søndbjerg Strand og mange fik en hyggesnak og der var mulighed for at købe øl og vand.

:/Hans.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...