Forårssolen bager tørt ned over de fugtige jorder

RÆHR: Forårssolen bager tørt ned over de fugtige jorder.

Efter nærmest måneder af endeløs regn er det pludseligt blevet stabilt forårsvejr med flere dage uden regn.

Det har løftet humøret hos landmændene, som nu igen kan komme ud og få traktortid i marken. I hvertfald hos de landmænd der har højereliggende jorder.

En af dem er Henry Christensen ved Ræhr.

Torsdag var han allerede i gang med pløjningen efter at gyllen var blevet kørt ud.

- Jeg har ventet lidt. Men det er der ikke noget forgjort i, siger landmanden med har 90 hektar tilbage, efter han solgte andre lavtliggenede marker ved Thisted Lufthavn fra til solceller.

- Jeg er godt klar over, at for mange af mine kollegaer er situationen en anden. Derfor er det da rart at kunne hjælpe nogle af dem med at opbevare deres gylle. Mine tanke stod jo tomme efter at jeg havde kørt min gylle ud. Nu låner jeg min gyllebeholder ud til andre, lyder det fra Henry Christensen, før han springer ind i den flotte blå New Holland traktor igen på de 20 hektar nord for Ræhr.

Efter pløjningen skal der sås vårbyg på arealet.

Det glæder formand for Landbo Thy, Leif Gravesen, at det tørre forår endelig skinner over landbruget.

- Selv om det er en træls tid for os alle med Corona, som også påvirker landbruget, så er våraktiviteterne en dejlig tid. Vi havde troet, at det aldrig ville stoppe med at regne. Men nu ser det anderledes ud.

Men der vil alligevel gå mindst 2-4 uger endnu før de mange landmænd på de lave jorde, og dem der har lerjord, kan komme i marken. Så meget er vi i hvertfald bagud. Mange landmænd skal også så igen hvor vintersæden er gået til i vand. Men det vigtigste er, at vi nu endelig kan komme i jorden igen, lyder det fra formanden for Landbo Thy.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...