Torsdag morgen åbnede den nye, 1100 kvadratmeter store discountbutik

HURUP: Et år og 14 dage efter lukningen af MENY, kom der torsdag morgen atter liv i butikslokalerne i Jernbanegade i Hurup.

Præcist klokken 8 bød Netto-kædens salgschef Braw Bakir de mange, der havde ventet udenfor velkommen til butikken, der er indrettet efter kædens nye 3.0-koncept.

- I kan glæde jer til den nye butik, hvor der er fokus på økologi. På grund af Corona-reglerne om afstand har vi placeret åbningstilbudene rundt om i butikken, sagde Braw Bakir inden han gav ordet til borgmester Ulla Vestergaard (S).

- Det er godt, at dagligvarebutikkerne holder landet kørende midt i Coronatiden. Og så har jeg bemærket mig, at netto ikke kun åbner butikker i de største byer. Det skal I have ros for, sagde Ulla Vestergaard henvendt til de mange kæde-repræsentanter, der var mødt frem.

- Jeg plejer jo at fare rundt til forskellige arrangementer. Det har der ikke været så meget af i siden marts, sagde Ulla Vestergaard inden hun klippede det røde bånd over.

Så var butikken indviet og de første kunder strømmede ind.

Butikken har alt i alt et salgsareal på godt 1100 kvadratmeter og adskiller sig fra en typisk Netto-butik i kraft af en markant større frugt- og grøntafdeling.

I forlængelse af frugt- og grøntafdelingen er der en særlig og større sektion med convenience-varer. De kendte spot-varer, som alt efter varetype vil blive placeret nær det faste sortiment af tilsvarende varer.

Indretningen i butikken er udarbejdet, så kunderne nemt kan navigere rundt. Udover frugt og grønt vil også færdigretter, fersk kød og en lang række andre varer blive fremhævet.

Oprindeligt var det planen, at butikken skulle åbne i september i fjor.

Men alle, der har prøvet at renovere et ældre hus, kan tale med om, at der dukker udfordringer op hen ad vejen ...

Butikschef er Irene Drejer, der kommer fra en stilling som butikschef i Nykøbing.

Souschef er Helle Noppenau, der har en fortid i Netto i Thisted.

Butikken har åbent fra 8 til 22 alle ugens dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...