Røde Kors har været rundt og stemme dørklokker

THY: Søndagens Røde Kors-indsamling indbragte godt 140.000 kroner i de tre afdelinger i Thy.

I Røde Kors Thisted, der dækker den gamle Thisted Kommune, samlede 85 frivillige på 75 ruter 67.715 kroner ind.

Ifølge koordinator Ejgil Boye er det omkring 5000 kroner mere end i fjor.

- Vi havde i år en del gymnasieelever til at yde en indsats for indsamlingen, fortæller Eigil Boye.

Hos Sydthy Røde Kors, der dækker den gamle Sydthy Kommune var der 66 ruter.

Ifølge koordinator for indsamlingen, Bodil Hilligsøe, blev der i år samlet 60.589 kroner ind.

- Det er 2000 kroner mere end sidste år. Vi manglede faktisk kun fire ruter i år. Så vi må sige, at det gik forrygende, siger Bodil Hilligsøe.

I Hanstholm blev der med omkring 12.000 kroner samlet lidt færre penge ind end sidste år.

Det hænger ifølge formand Bodil Lauritsen sammen med, at man i år ikke har fundet nogle indsamlere til at gå ruterne i Klitmøller.

På landsplan blev der indsamlet omkring 16 millioner kroner, oplyser nødhjælpsorganisationen.

Det er cirka to millioner færre end i 2017.

Pengene fra indsamlingen går blandt andet til at hjælpe hjemløse og voldsramte kvinder i Danmark, jordskælvsofre i Indonesien og fordrevne syrere som følge af krigen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...