Pølserne og hotdogs med det hele fløj over disken i en overraskende mængde

HURUP: Til torsdagens countrydag i gågaden i Hurup, var der for første gang kørt en gammeldags pølsevogn frem.

Bag disken stod Pia Poulsen, indehaver af Byens Grill & Kiosk ved Q8 tanken i Hurup, som havde sagt ja til at være på hjul for en dag med sine pølser.

Hun fortæller, at pølserne og hotdogs med det hele - fløj over disken i en overraskende mængde.

- Jeg er meget overrasket over hvor godt vi har solgt på sådan en helt almindelig torsdag. Vi skulle da vist have været i gang noget tidligere i sommers. For folk er da vilde med at besøge pølsevognen, lyder det fra Hurups grillmutter, der forsøgte at overdøve Skive Country Liners ”Caller”, mens han ledte danserne i en ”Texas cross shuffle”.

- På baggrund af det gode salg og den stemning det har givet i dag i gågaden at have pølsevognen med, er jeg sikker på at det ikke er sidste gang jeg står.

Og til sommer måske mere, lyder det fra Pia Poulsen, mens hun langer endnu en ”indianer i kano” over disken fra den lille pølsevogn på to hjul.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...