Indtil 21. december kan man søge om en donation

THISTED: Odd Fellow-ordenen i Thisted donerer hvert år penge til sociale formål. Men coronaen har i år aflyst de faste traditioner for uddeling.

- Vi vil stadig dele ud. Men det bliver uden den sædvanlige festivitas og også til nogle nye modtagere, siger overmester Kim Poulsen, Nr. Vorupør, og fortsætter:

- Vi har derfor valgt at gøre det på en ny måde i år, hvor vi for første gang har sat en annonce i avisen. Her kan man indtil 21 . december søge om donation. På den måde håber vi så også at få kontakt et bredere felt af ansøgere, fortæller Kim Poulsen og fortsætter:

- Selv om det er en hård tid i år for os logebrødre - med færre møder og dermed indtægter, skal vi huske, at coronatiden kan være hårdere for andre medborgere at komme igennem. Derfor har vi ekstraordinært besluttet i år at uddele en stor kurv med købsmandsvarer og en medfølgende donation på 1000 kr. til otte væresteder i Thy. De blev uddelt fredag 11. december af to brødre på farten.

Dermed bliver årets uddeling fra Odd Fellow anderledes end ved de traditionelle bespisninger af ældre og bespisning af Tjernobylbørn.

- Ved at holde fast i uddelingen i denne svære tid, vil vi også gerne sende et budskab om, at der stadig er mange derude, som har behov for hjælp, lyder det fra overmesteren.

Odd Fellow Thisted donerer også de sædvanlige 10 kurve til trængende familier. Det sker i samarbejde med Thisted Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...