Berith Fyhring er gået sammen med Christina Normand Bislev

AGGER: I dag, fredag 29. marts, markerer Design Agger, at butikken nu er klar til sæsonen og at der er to bag det kreative hus tæt ved havet i Agger.

Berith Fyhring, der tidligere ejede butikken alene, er nu gået sammen med Christina Normand Bislev om Design Agger.

- Jeg manglede en sparringspartner. Derfor annoncerede jeg efter en, og det gav et match med Christina, fortæller Berith Fyhring, der blandt andet har lavet og solgt kunsthåndværk med mere under mærket ”Tordenvand”. Blandt andet muleposer og elmetræsting.

Alt dette er nu en del af Design Agger.

Christina Normand Bislev er uddannet designteknolog og har arbejdet i tøjbranchen.

Hun er oprindeligt fra Vorupør.

Hun fortæller, at hun i mange år har haft i tankerne at have egen butik, hvor hun kunne dyrke sin passion for at sy.

- Jeg skal nu designe og udvikle vores tøjkollektion. Ligesom jeg skal stå for markedsføringen og det grafiske, fortæller hun.

Design Agger er både en butik med en stribe unikke lokale varer, som brugskunst, keramik, kunsthåndværk, plakater, tøj, smykker, postkort, plakater og te. Men også T-shirts, kort og plakater med lokale ”dialekt-udsagn”, kommissionsvarer fra andre kunsthåndværkere, husets ”Slow-fashion” tøj - langtidsholdbart og bæredygtigt- er at finde på hylderne.

- Samtidigt vil gerne være et spændende sted for fastboende, fritidsboende og turister at komme og opleve ”up-coming” designere og bæredygtigt håndværk, siger Christina Normand Bislev.

En del af tingene laves på stedet i ”Sømrummet”, som også bliver det kreative værksted, der er åbent for at andre kan leje sig ind.

Her skal der afholdes kurser og workshops, og være et kreativt co-work.

Design Agger ligger på Vesterhavsvej 6 i Agger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...