Den ny app rulles ud som et forsøg efter sommerferien

NORDJYLLAND: Lange breve i e-boks og et hav af blanketter, som udveksles mellem myndigheder, kan snart blive erstattet af en messenger-lignende app, hvor patienter, hospitaler og kommuner kan tale sammen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Nordjylland.

Patienter, som har været igennem en stor operation, oplever ofte mange forskellige kontakter med sundhedsvæsenet. Foruden egen læge og hospitalet kan der f.eks. være brug for genoptræning med en fysioterapeut, besøg af en hjemmesygeplejerske eller kontakt til socialrådgivere.

- Det er vigtigt, at alle parter koordinerer og taler sammen, så forløbet bliver så godt og trygt for patienten som muligt, siger Ole Rahbek, der er professor ved ortopædkirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Står det til ham, skal det fremover ske gennem en messenger-lignende app, hvor alle relevante aktører kan tale sammen med og om patienten.

- Den måde, vi kommunikerer på nu, er ikke særlig patientvenlig. Ofte sker det med lange standardbreve i e-boks, og vi oplever, at patienterne stadig har mange spørgsmål før og efter operationen, fortæller Ole Rahbek.

Ved at indføre en besked-app, hvor patienter, hospitalsansatte og forskellige involverede parter i kommunen kan skrive sammen, vil det blive lettere for patienten at få afklaring på et spørgsmål, og koordinationen mellem f.eks. hospitalet og den fysioterapeut fra kommunen, som skal stå for genoptræningen, vil blive smidigere, mener professoren.

- Skal vi tale sammen mellem to sektorer, f.eks. hospital eller kommune, foregår det i dag via blanketter. Vi mener, at denne form for envejskommunikation er uhensigtsmæssig og ufleksibel, og vi vil gerne flytte kommunikationen til en dialogbaseret platform, hvor alle relevante parter kan deltage. Det kan i nogle tilfælde også være pårørende, som har brug for at kunne følge i behandlingen, siger Ole Rahbek.

I appen, som minder om de besked-apps, patienterne i forvejen bruger på deres mobiltelefoner, kan sygeplejersken fra kommunen eksempelvis fortælle, at hun kommer på hjemmebesøg, og lægen kan læse med og sørge for, at medicinen er opdateret inden besøget. App’en kan også minde patienten om aftaler eller om at huske at tage medicin.

Ole Rahbek håber, at patienterne vil tage godt imod den nye kommunikationsform, når den rulles ud som et forsøg efter sommerferien.

- For at det kan blive en succes, kræver det, at vi har brugerne med fra start, siger han og er tilfreds med resultatet af en afholdt workshop, hvori forskellige brugergrupper deltog.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...