1. oktober forlader 73-årige Knud Larsen madrasfabrikken i Hurup efter 56 år og fem måneder

HURUP: Kontoret er ryddet og det sidste salgsmøde er blevet holdt i sidste uge. Nu er det slut.

1. oktober går Knud Larsen, der fyldte 73 år i august, endelig på pension. Vel at mærke efter 56 år og fem måneder på samme arbejdsplads, Hilding Anders’ madrasfabrik i Hurup.

- Det har været en spændende rejse. Da jeg fik Dronningens Belønningsmedalje i anledning af mit 50-års jubilæum sagde Dronningen, at jeg nok er en af de sidste, der kan opleve at være på samme arbejdsplads i så mange år, konstaterer Knud Larsen, der blev ansat på fabrikken 1. maj 1963.

Inden da havde han en læreplads som kommis i en brugsforening i Skyum.

Med det var ikke noget for unge Knud, der dog færdiggjorde sin handelsskole.

Så han startede som arbejdsdreng i produktionen på madrasfabrikken.

Efter soldatertiden, hvor han i et halvt år var udstationeret som FN-soldat i Gaza, vendte han i 1967 tilbage til den familieejede virksomhed, hvor han hurtigt steg i graderne.

- Jeg fik at vide, at døren stod åben, når jeg var færdig som soldat, husker Knud Larsen.

Kort tid efter han tilbagevenden blev han udnævnt til lagerforvalter på fabrikken, der var ejet af familien Thøgersen og som producerede madrasser under navnet Huma.

- Jeg fungerede også som chauffør i det første år. Vi havde en chauffør, der var blevet alvorligt syg. Så tog jeg hans ture indtil han vendte tilbage. Det var for at markere, at ingen andre fik hans job. Lageret klarede jeg om aftenen, fortæller den 73-årige.

I 1967 beskæftigede Huma 100 medarbejdere.

Og madrasserne blev udelukkende solgt på det danske marked, hvor der var 8-900 små møbelforretninger i landet.

i 70’erne kørte Knud Larsen et tæt parløb med ejerne Minna og Hans-Oluf Thøgersen.

Udover lageret fik han også opgaven at stå for produktionsplanlægning.

- Det hele foregik jo på papir. Der var ikke noget med computere. Det var en spændende tid, siger han.

Senere overtog Knud Larsen også ansvaret for fabrikkens salg og indkøb.

I 2000 døde Hans Oluf Thøgersen.

Allerede inden hans død var madrasfabrikken blevet købt af svenske Hilding Anders AB.

- Så var det Minna, datteren Anna og jeg, der kørte firmaet. Anna blev ansat som administrerende direktør. Men efter en graviditet havde Anna ikke lyst til at vende tilbage, fortæller Knud Larsen. Herefter blev han spurgt, om han vil påtage sig ledelsen. Det ville han - men under én betingelse:

- Jeg ville ikke have med edb og indrapporteringer at gøre. Jeg dur ikke til at sidde bag en skærm. I stedet for adm. direktør fik jeg så titlen som daglig leder, fortæller Knud Larsen, der i de senere år kun har beskæftiget sig med salg i en arbejdsuge på to-tre dage.

For to år siden blev han spurgt, om han ville fortsætte i endnu to år. Han sagde ja, men meddelte samtidig, at det så var slut.

Han gik samtidig ned på en-to dage om ugen, hvor han passede salgsmøderne med fabrikkens tre store kunder. Det sidste møde har han netop holdt og hans kontor er nu ved at være tømt.

Nu gælder det en uges ferie i Østrig, hvor han skal spille golf, som er hans store passion.

Så nu får Knud Larsen mere tid til golfsporten både på banerne i Sydthy Golfklub og fra hans fritidshus ved Himmerland Golf og Country Club.

Der er afskedsreception for 100 indbudte gæster på Hotel Thinggaard i Hurup 4. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...