Madsens Bageri blev kun overgået af Vejgård Bageri i afstemning om at blive bedste bageri

SNEDSTED: Mellem 29. september og 13. oktober har over 32.500 borgere brugt deres mobil til at afgive en stemme på deres favorit-bageri i 2020.

Afstemningen foregik på internetportalen OpdagDanmark.

Og blandt de bagerier, man kunne stemme på, var Madsens Bageri i Snedsted. Da det hele blev gjort op, kom de ind på en 10. plads med 1054 stemmer.

Tæller man kun de nordjyske bagerier med, blev det til en andenplads, idet Madsens Bageri kun er blevet overgået af Vejgaard Bageri i Aalborg, der fik 1811 stemmer.

Selv om det ikke blev til en sejr, er Ulrik og Gitte Madsen glade for at have været med i afstemningen.

- I over en uge lå vi på førstepladsen i Nordjylland og var nummer 3 i Danmark. Men så satte slutspurten ind. Det var utroligt spændende at følge med, siger Gitte Madsen.

Hun fortæller, at der på et tidspunkt gik sport i det.

- Vi sagde til alle i butikken, at de skulle stemme på os. Og afstemning har betydet, at vi har fået mange flere følgere på vores Facebook-side. Nu er vi oppe på knap 7000 følgere, siger hun.

Det var kunder, der indstillede Madsens Bageri. Og kunderne skal da også have noget ud af den fornemme placering.

- Vi laver et specielt brød i en uge, som vi sælger til en formidabel pris, siger Ulrik Madsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...