Der er i år gået 20 år siden kammermusikkvartettens første koncert

THISTED: Søndag eftermiddag 2. februar får Thisted Musikforening igen besøg af kammermusikkvartetten Mira til en koncert i Thisted Musikteater, fortæller formand Steen Jensen, Nors.

Mira Kvartetten blev dannet 1999, og programmet ved koncerten i Thisted er det samme som ved kvartettens første koncert for 20 år siden, nemlig Joseph Haydns ”Strygekvartet i G-dur nr. 1” fra 1799 og 250-års-jubilaren Ludwig van Beethovens ”Strygekvartet i f-mol”, opus 95, fra 1810-11 samt Johannes Brahms’ ”Strygekvartet i a-mol”, opus 51, nr. 2, fra 1873.

Som kammermusikensemble er Mira Kvartetten bredt anerkendt blandt musikere, kritikere og publikum som et perfekt match, fortæller Steen Jensen. Violinisterne Signe Madsen og Birgitte Bærentzen Pihl viderefører det bedste fra den danske strygekvartettradition fra deres fælles lærermester Tutter Givskov, mens Anna Dahl er opfostret i den gode polske bratschskole og efteruddannet som kammermusiker på Yale University i USA. Videre har cellist Vincent Stadlmair rødder i den centraleuropæiske tradition fra Wien, hvor han i mange år spillede i den berømte Franz Schubert Quartett-Wien. Endelig har den svenske bratschist Mina Fred indgået som en del af kvartetten i perioder, hvor Anna Dahl har haft orlov.

Billetter købes ved indgangen. Medlemmer af Thisted Musikforening og unge under uddannelse har gratis adgang. Se nærmere her: www.thistedmusikforening.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...