Arbejdstilsynet undersøger sagen

HURUP: Hos Røgters Bageri på Bredgade i Hurup gik det galt tirsdag eftermiddag. En kvindelig ansat skulle skære noget rugbrød, men fingrene kom for tæt på skærene. I følge politiet fik hun skåret det yderste led af på den ene finger. Der kom også snitsår på andre fingre. Hun blev kørt med ambulance til skadestuen, og arbejdstilsynet undersøger nu sagen.

- Vi er meget kede af det, siger Mogens Andersen, der er medindehaver af Røgters Bageri i Hurup. Han fortæller, at den ansatte er sygemeldt i minimum tre uger.

- Efter omstændighederne er hun okay, siger bagermesteren, som selv blev noget chokeret.

- Jeg var gået ovenpå for at hvile mig lidt, og pludselig kom hun og kaldte på mig med hånden viklet ind i et klæde. Hun var jo alene i butikken, siger Mogens Andersen.

Skærmen på rugbrødsmaskinen var i stykker, og bagermesteren erkender, at det havde den været i et stykke tid.

- Der var en fejl på sikkerhedsskærmen, og nu har vi fjernet maskinen, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...