Thyholm gå- og løbeklub starter op sammen og hver for sig

THYHOLM: Tirsdag 12. maj fik Thyholm gå- og løbeklub endelig mulighed for at afvikle sit konstituerende bestyrelsesmøde. Klubben har som mange andre været ramt af nedlukningen som følge af COVID-19.

Så det havde ikke været muligt at mødes før i forhold til sikkerhedsregler og nedlukning af klubhus.

Den nye bestyrelse består af Cecilie Næss Damm (formand), Michael Graversen og Maks Vasyutina. Desuden bakkes bestyrelsen op af 5 suppleanter: Bo Møller, Jane Christensen, Villy Jensen, Henrik Wohlfahrt og Nina Rimmer, samt Jacob Wingard, der fortsætter som kasserer.

- Op lukningen har nu også betydet, at klubben har kunnet udlevere den flotte nye klubtrøje til medlemmerne. Vi har valgt en flot lysegrøn trøje, og lad os håbe, at den også varsler håb om gode tider, siger suppleant Nina Rimmer.

- Vi starter med at bruge trøjen til et virtuelt løb 1. juni. Her kan klubbens medlemmer gå og løbe forskellige distancer i løbet af dagen, og så vil vi dele billeder og videoer på vores Facebook side. Vi skal jo stadig passe på hinanden og holde afstand, så derfor vil vi prøve dette, som en mulighed for at dele en begivenhed, tilføjer hun.

Klubben er så småt også begyndt at starte de forskellige hold op igen.

Men der gås og løbes fra forskellige steder og på forskellige tidspunkter, så vi kan sikre, at der ikke vil være for mange samlet på et sted.

- Hen over sommeren vil klubben igen starte med at gå og løbe på Jegindø, i Søndbjerg og i Oddesund om onsdagen. Det har vi gjort i mange år, og vi arbejder lige nu på, at vi deler holdene på forskellige startsteder, siger Nina Rimmer.

Fra klubben lyder der en stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer, René Leed, Karsten Rimmer og Frank Stokholm.

- Tak for et fantastisk samarbejde i de forgangne år. Vi slipper jer ikke helt – og vi glæder os til stadig at have jer med på sidelinjen, siger Nina Rimmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...