Nykøbing Mors Højskoleforening har inviteret den tidligere højskoleforstander og valgmenighedspræst

NYKØBING: Tirsdag aften 28. januar er der igen højskoleaften i Nykøbing Mors Kirkecenter, arrangeret af Nykøbing Mors Højskoleforening, og denne gang er foredragsholderen tidligere højskoleforstander og præst Kurt V. Andersen, Tilst, om emnet ”Grundtvig og det at være dansk”. Det koster 50 kr., inklusive kaffe, hvis ikke man har betalt for hele sæsonen.

- Kurt V. Andersen er en gammel kending af højskoleforeningen, idet han allerede ved foreningens start i 1985 var aktiv som foredragsholder og underviser her. Han var da forstander på højskolen i Sjørring i Thy, siger Svend Erik Primdal fra højskoleforeningen.

Foredragsholderen har også været leder af Thorsted Friskole og forstander for Båring Højskole på Fyn, ligesom han har været valgmenighedspræst i Bøvlingbjerg. Han er stadig præst og præstevikar i grundtvigske fri- og valgmenigheder, bl.a. Hundborg Frimenighed.

Kurt V. Andersen har tillige været aktiv i mange højskolefora og lignende sammenhænge, bl.a. Grundtvigsk Forum. Han forholder sig i foredraget til N. F. S. Grundtvigs betydning i vort samfund, idet han mener, at der er en side af Grundtvig, som ofte er blevet misforstået. Det er Grundtvigs skelnen mellem det nationale og det folkelige, som udspringer af hans historiske kristendoms forståelse:

- I den offentlige debat om identitet og nation er vor tid blevet polariseret - mest fordi begreberne er blevet forfuskede, mener Kurt V. Andersen, og han vil med foredraget med Grundtvig sætte begreberne nation og folk på plads. Så vi igen kan tale om det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...