Ensemble Pluma vil gøre musikken levende og relevant i nutiden frem for blot at være et levn fra fortiden

NYKØBING: Torsdag aften 28. november er der koncert i Musikværket i Nykøbing Mors med det århusianske kammerorkester Ensemble Pluma, fortæller dirigent Magnus Plejdrup.

- Man hører ofte, at ”klassisk musik er ved at uddø”. Især hvis man er ung, udøvende musiker, der beskæftiger sig med klassisk musik. Og sandt er det, at den klassiske musik typisk udøves i rammer, der ikke forekommer tilgængelige for alle, og at størstedelen af den klassiske musik, der spilles i dag, er flere hundred år gammel, siger Magnus Plejdrup og fortsætter:

- Desuden kræver formidlingen af musikken ofte en særlig indsats, for hvad er f.eks. en sonate i virkeligheden, og hvorfor er der så mange dissonanser i ny musik?

Det er disse udfordringer, Ensemble Pluma gerne vil tage op. For medlemmerne mener faktisk, at der er masser af liv i den klassiske musik. Pluma har fået penge fra Williamt Demant-, Lemvigh-Müller- og Louis-Hansen-fondene til at organisere en koncertturné, hvor ensemblet drager ud til fire mindre jyske byer, hvor den klassiske musik ikke er repræsenteret i lige så høj grad som i storbyerne. Ensemblet har som mål, at den musik, man præsenterer, skal appellere til dem, der lytter - at oplevelsen skal fæstne sig, og at musikken skal træde i karakter med en tydelig relevans i samtiden frem for blot at være et levn fra fortiden.

Derfor arbejder ensemblet sammen med en række nutidige komponister og musikteoretikere. Pluma kan således dels præsentere musik, der er skrevet i nutiden, dels relatere ældre værker til nutiden. Repertoiret på turnéen omfatter bl.a. to ny kompositioner af Frederik Zeuthen og Mads Schang Olsen, tre transskriptioner af klaverstykker af Stravinskij og Tjajkovskij, udarbejdet af musikteoretikeren Daniel Torlop Norstrøm, samt en omskrevet version af Mozarts 25. symfoni, udarbejdet af Magnus Plejdrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...