Foreløbig er folkekirken og andre trossamfund på grund af coronakrisen lukket for egentlige gudstjenester frem til og med søndag 10. maj

DANMARK: Tirsdag 28. april mødtes kirkeminister Joy Mogensen (S) ved det første af 10 planlagte videomøder med en række repræsentanter for folkekirken og andre trossamfund for ved et såkaldt sektorpartnerskab at indlede en dialog om, hvordan kirkerne gradvist og kontrolleret kan åbnes, når det bliver muligt.

Af en pressemeddelelse fra ministeriet hedder det:

”Arbejdet sker på baggrund af en aftale mellem regeringen og Folketingets partier om at etablere en række sektorpartnerskaber med henblik på dialog mellem myndigheder og relevante organisationer om, hvordan en ansvarlig genåbning bedst kan forberedes på de enkelte sektorområder. Formålet er, at genåbningen kan ske på en kontrolleret og sundhedsmæssig forsvarlig måde, når det bliver aktuelt.”

På folkekirkens område er repræsentanter for biskopper og provster, Landsforeningen af Menighedsråd, folkekirkens uddannelsesinstitutioner og de faglige organisationer inviteret til at deltage i dette arbejde.

Kirkeminister Joy Mogensen siger i pressemeddelelsen:

- Jeg glæder mig til den dag, hvor folkekirken og andre trossamfund igen kan åbne dørene for mennesker, der har brug for trøst og fællesskab i en svær tid. Også selv om vi må regne med, at det en tid endnu kommer til at ske på andre vilkår, end vi er vant til. Jeg ser frem til, at alle parter nu engagerer sig konstruktivt og ansvarligt i dialogen om, hvordan en kommende genåbning kan ske gradvist og kontrolleret og på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, når det bliver aktuelt.

Efter forhandlinger mellem partilederne indgik regeringen og Folketingets partier 17. april en aftale vedrørende udvidelse af den første fase af en kontrolleret genåbning. Udvidelsen vedrørte begrænsede sektorer, herunder visse liberale erhverv (frisører m.fl.), domstolene, forskningslaboratorier m.v. Øvrige sektorer, herunder folkekirken og andre trossamfund, forbliver lukket foreløbig til og med søndag 10. maj 2020, og regeringen tager løbende stilling til, om der er behov for at forlænge restriktionerne.

Forhandlingerne mellem partilederne fortsætter med henblik på at skabe klarhed om, hvornår og under hvilke vilkår yderligere faser af genåbningen kan gennemføres. De nu igangsatte sektorpartnerskaber har til formål at forberede, hvordan genåbningen kan ske kontrolleret og sundhedsmæssigt forsvarligt på de enkelte sektorområder, når det bliver aktuelt i lyset af udviklingen i smittespredningen og de tværgående politiske drøftelser, hedder det i pressemeddelelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...