Den 24-spejder fra Vestervig får en once-in-a-life-time-oplevelse

VESTERVIG: Der venter 14-årige Katrine Jensen-Sondrup noget af et eventyr i sommerferien. Her tager den unge spejder fra Vestervig nemlig af sted på verdens største spejderlejr, der foregår i West Virginia i USA. Hun er en af 625 danske spejdere, der skal til USA for at møde i alt 50.000 spejdere fra hele verden til World Scout Jamboree. Der forventes at komme spejdere fra 152 lande fra hele kloden.

Der venter 14-årige Katrine Jensen-Sondrup en enestående oplevelse. En World Scout Jamboree afholdes nemlig kun hvert fjerde år og er alene for 14-18-årige spejdere. Derfor kan man kun deltage som tropsspejder én gang i sit liv.

- Jeg glæder mig virkelig til at opleve suset af et stærkt internationalt fællesskab af unge, møde nye venner fra hele verden og blive klogere på, hvordan verden ser ud, hvis man f.eks. er spejder fra Asien eller Sydamerika. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at udfordre mig selv med nogle vilde spejderaktiviteter, siger Katrine.

Lejren er et område på over 40 kvadratkilometer og ligger i et gammelt minedistrikt, der er blevet lavet om til et slaraffenland for spejdere. Her kan man prøve kræfter med whitewater rafting, kajaksejlads, mountainbiking, klatring og bueskydning. Eller prøve verdens længste svævebanetur, der sammenlagt strækker sig hele 8,7 kilometer hen over lejrområdet.

Indkvarteringen bliver dog lidt anderledes, end Katrine er vant til fra danske spejderlejre, hvor spejderne selv står for alt:

- På lejren er teltene sat op på forhånd. Og man sover på feltsenge frem for liggeunderlag. Så det bliver noget anderledes end det, vi er vant til som spejdere i Danmark, siger Katrine.

Katrine og de andre danske spejdere skal også opleve mere af USA end lejrlivet. Derfor skal deltagerne inden selve lejren på en kortere rundrejse i enten Washington, D.C., New York eller Charlotte.

World Scout Jamboree finder sted i West Virginia i USA fra 22. juli til 2. august. Næste gang verdens spejdere skal mødes til world jamboree er i Sydkorea i 2023.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...