Julestuen havde ca. 300 besøgende

YDBY: Lørdag 30. november var det atter blevet tid for at holde julestue i Boddum-Ydby Friskole og Børnehus.

Arrangementet startede kl. 14 hvor mange allerede mødte op.

Hele skolen osede af jul.

I alle klasseværelser var der arrangeret forskellige ting. I foyeren mødte man duften af gløgg og nybagte æbleskiver som man havde mulighed for at købe.

Herefter kunne man gå ind i et af klasseværelserne hvor der var små borde og hyggelig belysning, hvor man så kunne sidde og nyde gløgg og æbleskiver samt få en hyggelig snak med venner og bekendte. I et af klasseværelserne var der en flødebollemaskine. Her gjaldt det om af være kvik med højrebenet - forstås på den måde at man skulle sparke til en fodbold og så ramme udløseren på maskinen.

Var man så heldig at ramme, kastede maskinen en flødebolle af sig.

I gymnastiksalen var der mange boder hvor man kunne købe bl.a. juledekorationer.

Der var tombolaer med flotte præmier. For de allermindste var der fiskedam og klokken 15 var der 13 af eleverne som gik luciaoptog med Julie Vadsholt Torstensen i spidsen som luciabrud.

Skolens leder, Morten Nebel fortalte, at der var ca. 300 besøgende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...