Om eftermiddagen mødes alle ved lægehuset, hvor juleoptoget starter

VESTERVIG: Søndag 2. december er det første søndag i advent, og byen starter julemåneden med en lang række festlige aktiviteter i Vestervig.

Der er tradition for, at børn, unge og ældre deltager i de mange aktiviteter, der finder sted.

Der er gudstjeneste i Vestervig Kirke om formiddagen.

Om eftermiddagen mødes alle ved lægehuset, hvor juleoptoget starter. Snedsted Tambourkorps går i spidsen for de lokale deltagere, som hvert år finder på nye kreative indslag. Herefter går det slag i slag til man om aftenen slutter med fælles julemiddag med musikunderholdning og efterfølgende familiebingo på Thinghuskroen.

”Julestuer” og udstillinger.

Spejderne holder julestue i missionshuset, hvor man bl.a. kan købe en portion ris a la mande til en kop gratis kaffe. Man har også chancen for at vinde en gevinst i tombolaen.

Spejderne inviterer også til forskellige aktiviteter ved Spejderhuset på Margrethevej. På Sct. Thøgersgaard inviteres til julehygge med bl.a. kaffe og hjemmekogte klejner.

I Sognehuset byder menighedsrådet på en kop kaffe.

Her vil bl.a. være salg af byens kalendere, med motiver fra det gamle Vestervig, som sælges til fordel for Klosterparken.

På Thinghuset er der som noget nyt i år udstilling ved ”Gi’ tråden videre”, en håndarbejdsgruppe, som mødes i Sognehuset en række torsdage for at arbejde sammen om glæden ved håndarbejde. Derudover er der udstilling ved forskellige kunstnere, ligesom der er mulighed for at se Fængsels- og Retshistorisk Museum.

Undervejs fra sted til sted er der mulighed for at deltage i gættekonkurrencerne, som man finder i de julepyntede vinduer hos byens handlende.

Juletræ på Torvet

Når mørket falder på, tænder nissefar det store juletræ på Torvet. Det er festligt at synge adventstiden ind med akkompagnement af sognets organist Hans Henrik Larsen på trompet. Nissefar og nissemor udleverer godteposer til alle børn.

Julemiddag på Thinghuskroen

Traditionen tro slutter dagen med en rigtig julemiddag på kroen, efterfulgt af en gang ”familiebingo” med fine gevinster, skænket af byens handlende m.fl.

Under middagen underholder lokale spillemænd med julemusik.

Jul i Klostermøllen

Det er en tradition, at der i weekenden efter ”Jul i Vestervig”, i år 8. og 9. december, kan købes juletræer, julepynt m.m. i den gamle Klostermølle. Overskuddet fra juletræssalget går til Klostermøllens vedligehold. Der serveres gratis æbleskiver, gløgg og saftevand

Jul i Vestervig”, som er blevet en sikker succes første søndag i advent, er resultatet af et rigtigt godt samarbejde mellem Håndværker- og Borgerforeningen, menighedsrådet, spejderne, sportsklubber og andre foreninger i Vestervig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...