I weekenden 10. og 11. november inviterer de handlende i Bedsted til julemesse i hallen

BEDSTED: Lørdag 10. og søndag 11. november fyldes Bedsted Hallen med liv, når de handlende inviterer til julemesse.

26 udstiller er med på messen, som det er gratis at komme ind til.

- Der har været stor efterspørgsel efter at få en stand til messen, og vi har endda puttet et par stykker ekstra ind, fortæller tovholder Pernelle G. Madsen fra handelsstandsforeningens messeudvalg.

Udstillerne repræsenterer en bred vifte af erhverv. Der er håndværkere, bager, frisør pengeinstitutter og tøjbutikker.

- Der er også et par nye på banen, som for eksempel englehealing og Salon Malou, fortæller Pernelle Madsen.

Som noget nyt har arrangørerne denne gang rykket åbningstidspunktet lidt frem om lørdagen, så man allerede åbner messen kl. 15.

- Det har vi gjort, så børnefamilier kan få en dag ud af at besøge messen. Til gengæld lukker vi en time tidligere om lørdagen, nemlig allerede kl. 21, siger Pernelle G. Madsen.

Som sædvanlig er der modeshows både lørdag og søndag. Det står Baun, Hos Thea og Salon Malou for.

Og så er der jo fællesspisningen lørdag aften.

Mortensand for 100 kroner

Og da det jo er mortensaften den dag, står menuen på mortensand med det, der hører sig til.

- Det koster 100 kroner pr. person. Og vi vil gerne have, at folk melder sig til på forhånd. der serveres også en børnemenu til billige penge, siger Pernelle G. Madsen.

Maden leveres af GoMad, der hører til den lokale Spar.

Begge dage kan man også forsyne sig med enten kaffe og kage eller lidt at spise i Bedsted Hallens Cafeteria.

Og så er der en del konkurrencer der kører begge dage.

Da man jo ikke tager entré, sælger arrangørerne lodsedler. Derudover er der diverse konkurrencer ved standene.

- Og så har handelsstandsforeningen lavet en messekonkurrence hvor de besøgende skal udfylde en kupon med 13 spørgsmål. Svarene kan man finde hos de forskellige stande. Vinderen bliver udtrukket søndag eftermiddag kort før messen lukker kl. 17.

- Vi satser på at lave en hyggelig familiemesse, siger Pernelle G. Madsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...