I Thisted trak de utidige juleaktiviteter mange mennesker til byen både fredag og lørdag

THY: Freden - og her tænkes ikke på julefreden - har sænket sig over Thy igen. De gæve julemænd og -koner er rejst efter en hektisk weekend i ”Årets Juleby”.

Omkring 40 rødklædte juleambassadører - de fleste med langt hvidt skæg - satte deres præg på især Thisted, men også Hurup og Vorupør.

I Thisted trak de utidige juleaktiviteter mange mennesker til byen både fredag og lørdag.

I de julepyntede gader lød det af ”jingle-bells og ”Glade Jul”. Der kunne købes både gløgg og tarteletter. Juleøllet, der var frigivet ekstraordinært tidligt i Thisted og Vorupør, flød lifligt.

Underholdningen var fra julemænd på scenen til John Mogensen Live.

Butikslivet havde meget passende arrangeret bynight med masser af gode tilbud.

Men især børnene havde et par herlige dage, for rigtigt mange aktiviteter på Store Torv og i J. P. Jacobsen Centret var tiltænkt dem.

I Thisteds vestby var der pyntet med snedækkede juletræer og her kunne man få smage julens retter: tarteletter og grønlangkål.

Det store rykind af gæster betød også aktive tiltage for at begrænse coronasmitte. Især på Store Torv og i Føtex var det meget synligt, hvor folk i gule veste sørgede for, at ikke for mange blev lukket ind på området, og at der blev sprittet af.

I Føtex stod to ansatte i gule veste og sørgede for at alle fik sprittet hænder og holdt afstand i den store butik.

Her en stak billeder fra en ekstraordinær juleweekend - i september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...