Der er tale om en uropførelse af hans ”Salme 23”, og så medvirker han ved gudstjenesten søndag 11. oktober

VESTERVIG: Torsdag aften 8. oktober er der koncert i Vestervig Kirke med Ivar Mæland, som samme dag fylder 70 år. Den norskfødte danske kirkemusikmand forlod med udgangen af 2013 efter 16 år kombitionsstillingen som rektor for Vestervig Kirkemusikskole og organist i Vestervig og Agger kirker for at blive organist i Bergen.

Koncerten starter med en uropførelse af Ivar Mælands værk ”Salme 23” for blandet kor og koncerterende orgel. Thisted Kirkes Drenge- og Mandskor synger under ledelse af Niels Granvig med Svend Ole Kombak på orgel. Morten Bunk, som er nyudnævnt domkantor i Ribe og elev af Mæland, medvirker også. Endelig medvirker organist Hans Henrik Gramstrup Larsen, der var mangeårig kollega med Ivar Mæland. Hanspiller et værk af Louis Vierne, der selv samme dato kunne fylde 150 år. For Ivar Mæland er koncerten en støtte til det fantastiske musikmiljø i Vestervig med kirkemusikskolen i spidsen, og der bliver mulighed for at give en gave til kirkens instrumentfond. Der er gratis adgang.

Den efterfølgende søndag eftermiddag 11. oktober sidder Ivar Mæland igen selv på orgelbænken ved Marcussen-orglet i Vestervig Kirke ved afskedsgudstjenesten for sognepræst Claus Nybo. Desuden medvirker trompetist Lasse Bech Eiler, organist Hans Henrik Gramstrup Larsen og Vestervig Kammerkor.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...